Fortællinger om Ovartaci
Et forsknings- og formidlingsprojekt der indsamler fortællinger om Ovartaci fra folk, som har mødt eller kendt ham. Du kan læse og gå på opdagelse i fortællingerne om Ovartaci og bidrage med din egen.
Læs fortællinger her
Materialer til kunstneren
October 17, 2024 Else Frølich
Jeg arbejdede som ergoterapeut på Psykiatrisk Hospital fra 1974-78 på det, der dengang var Mandssiden. En af mine kolleger hed Kirsten Fjeldborg, og hun var den eneste, som Ovartaci ville have med at gøre, nok fordi hendes mand var en kendt overlæge på Amtssygehuset, hvis bror i øvrigt var den første, der lavede nyretransplantationer. Fru Fjeldborg, som vi kaldte hende, var den ældste af mine kolleger, en generation ældre end mig og de fleste af mine kolleger. Hun gik over til Ovartaci ofte, måske dagligt, med materialer, han havde brug for til sine værker.
***
Kvinder på Galleri Gallo
October 15, 2024 Lokal beboer
Jeg mødte Ovartaci på Galleri Gallo i Nørregade. Han udstillede blandt andet sine store kvindeværker. De hang ned fra loftet. Husker ham som en lille mand med lyst hår, og at han gik og talte med sig selv.
***
Natpotten
October 6, 2024 Sanne Priess Loft
Jeg mødte Ovartaci, da jeg kom og gjorde rent hos ham i 1975-77. Det gjorde indtryk på mig, en ung kvinde på 18-20 år. Det var ganske specielt at komme ind på hans værelse med alle hans figurer og tegninger. Der var en særlig lugt af papmache og maling. Jeg måtte ikke smide urinen fra hans potte væk, da han brugte den til at male med.
***
Klip dit hippiehår
September 17, 2024 Studenterafløser
Jeg er født på Sindssygeanstalten i Risskov i 1952, hvor min farfar, Gunnar Nue Møller, var inspektør. I 1955 flyttede mine forældre fra Hvidovre til Skovagervej 8, nabo til anstalten. Jeg har kendt Ovartaci siden. Blev imponeret af hans svømmeevner fra Hospitalets badepavillon – han svømmede ud til bundgarnspælene fra kvindeafdelingen. Mine bedsteforældre holdt meget af ham, og han malede billeder til dem – nok mod lidt tobak.
Fra 1971 til 1981 var jeg studenterafløser, først i gartneriet og siden lageret og vaskeriet. Jeg samtalede ofte med Ovartaci på afdeling 35, hvor han havde ene værelse. Han var en gudsbenådet fortæller om sine tidligere liv i Kina, under inkvisitionen i Spanien, under Københavns bombardement, under Napoleonskrigen, hvor han blev voldtaget, og sine nok reelle oplevelser i Argentinas jungle. Han kunne være lidt aggressiv, fordi jeg i 1970’erne lignede reserve-Jesus, der i Spanien havde brændt ham på kætterbålet, men når jeg sagde, at jeg ville klippe mit hippiehår, startede han sine fascinerende fortællinger. Han har beriget mit liv.
***
Telepatere med Makarios
June 8, 2024 Plejer
Jeg fik fornøjelsen af at passe Ovartaci på Psykiatrisk Hospital. Der arbejdede jeg som plejer og var på det tidspunkt 22 år. Det var i 1974. Der var på det tidspunkt politisk krise på Cypern, hvor Makarios var græsk præsident. Der var jævnligt indslag om denne konflikt i TV-avisen. Under disse indslag bad Ovartaci mig ofte om at sidde ved siden af sig, da han påstod at kunne telepatere med Makarios. Jeg skulle være hans sandhedsvidne.
Jeg fik i den periode et tættere forhold til Ovartaci, da jeg var en af de få mænd på afdelingen, der ikke havde skæg. I samme periode fik jeg mulighed for at forberede Ovartacis ugentlige bad, som indebar: Badekarret skulle fyldes helt op til kanten. Derefter kom Ovartaci, tog sin badekåbe af og tog snorkel på, hvorefter han lagde sig på bunden af det fyldte badekar. Mødet med Ovartaci har helt klart påvirket mig i en mere fordomsfri retning, som siden har fulgt mig.
***
En imødekommende fortæller
June 6, 2024 Sygeplejerske
Mit kendskab til Ovartaci stammer tilbage fra perioden 1970-73. Jeg var i den periode ansat som sygeplejerske på Psykiatrisk Hospital i Risskov, på afdelingen der lå ved siden af Ovartacis afdeling. Jeg var ansvarlig for de sygeplejestuderende i det afsnit og var i en periode ansvarshavende aftensygeplejerske for alle afdelinger i afsnittet. Ovartaci var en meget imødekommende fortæller overfor de studerende og betragtede måske også mig som en ”medspiller”. Det, jeg fokuserede mest på, var hans fortællinger om sine tidligere liv. Han var en levende fortæller, som berettede om livet som egyptisk prinsesse, kinesisk kvinde, som rig hustru til magtfulde mænd og fattig landbokvinde. Malende beskrivelser hvor han excellerede i skiftende roller. Hans rigt udsmykkede værelse var ofte udgangspunkt for spørgsmål, som han gerne besvarede. Dog kunne han pludselig lukke af, og så var ”audiensen” definitivt forbi.
Om sommeren arbejdede han meget udenfor med sine forskellige projekter og fortalte villigt om planerne for blandt andet bygning af helikopteren. Hans smukke dukker var altid med og blev ofte inddraget i samtalerne. Det kunne give nogle bizarre samtaler, som det kunne være svært at få afsluttet.
Ovartaci var en nydelig gammel dame, som oftest klædt i en blå, kittellignende kjole. Velplejet hvidt pagehår og et varmt smil var kendetegnende. Jeg følte aldrig, at vi trængte os på, fordi Ovartaci i enhver sammenhæng bevarede sin værdighed og integritet.
***
Snebolde i store mængder
May 31, 2024 Lokal beboer
Jeg er født i 1957 og opvokset i Risskov. Mit barndomshjem lå på Solbakken, på stykket mellem Skovagervej og Vester Strandallé. Psykiatrisk Hospital, eller Statshospitalet, som det vist hed dengang, har altid fyldt meget. Et af mine tidligste minder er at sidde på køkkenbordet og se et udehold med en plejer forrest og bagest gå forbi på vej på markarbejde. Jeg husker det, som om patienterne var i (stribede?) uniformer, men det er måske et falsk minde.
Jeg var bange for ”tosserne”. Det var vi allesammen. De store drenge kunne altid skræmme os: ”En af tosserne er sluppet løs!” råbte de, og så turde vi ikke være ude, og kunne dårligt sove om natten.
Patienterne, tosserne, var en grå, anonym masse, med én undtagelse: Ham, der cyklede rundt på damecykel, som havde en cykelkurv foran med en dukke i. Han havde langt hår, og så havde han kjole på!
At han hed Ovartaci og malede, anede vi selvfølgelig ikke, men vi havde hørt historierne om, at han havde skåret tissemanden af. Om vi helt troede på det, er jeg ikke sikker på. Det kunne jo godt være en historie på linje med, at en af tosserne var stukket af. Men det var rigeligt til at få os til at gyse.
Jeg gik på Risskov Skole, som ligger ved Runddelen. Her lå også en købmand, og der hang vi ud i de store frikvarterer, hvad enten vi var store nok til at måtte gå uden for skolegården eller ej. Sommetider, og jeg vil tro, det har været i årene omkring 1970, skete det så, at Ovartaci kom cyklende rundt i rundkørslen, mens vi stod der. Og så råbte vi af ham. Vi var meget modige, når vi var mange nok. Om han reagerede, husker jeg ikke, men det skete mindst én gang, at han kom forbi, mens der lå sne. Så nøjedes vi ikke med at råbe … Så fik han snebolde i store mængder. Og så truede han med knyttet hånd. Og råbte ad os.
Jeg husker tydeligt, at jeg blev bange, og måske også flov inderst inde. Det sidste kunne jeg håbe i dag.
Jeg husker også, at jeg sommetider så ham, når jeg gik hjem fra skole. Så var jeg alene, og slet ikke modig …
***